Vigtighed!

Jeg har et meget ambivalent forhold til DSB’s reklameprodukter. Jeg elsker at få gratis ting, det er bare ikke altid jeg helt kan forstå meningen eller sammenhængen eller…?

I forrige uge fik jeg popcorn af en S-togs-dame. Popcorn.. Jeg kunne forstå dengang i sommers da DSB delte gratis Harry-is ud. Det var sådan lidt ’Vi er kede af at vores skinner smelter – igen. Her er lidt så du ikke smelter med dem.’

Men popcorn?! Hvad betyder det? Hvad er meningen?

Oplevede noget ret fantastisk fredag nat. Sad i toget på vej til Roskilde, godt og dygtigt bedugget, og opdagede pludselig at jeg sad i kupé med alle landets smukkeste mennesker! Forestil jer at Sydhavn, Ishøj, Amager, Nordvest og Herning havde mødtes til fest og besluttet sig for at tage hjem sammen. Hvorefter de alle falder i søvn i toget med savl i mundvigen og hele pivtøjet. Novra, det var hygge! Og jeg frygtede slet ikke for mit liv..

En opgave fra mit kursus på journalistik. Det er åbenbart meget lidt journalist-agtigt og utroligt useriøst at skrive om druk og tømmermænd.. “Hvad er nyheden måske i det?!”

I had a month to write a story, and all I got was this awesome headline!

Af Line Nue 

Kl. 8.24: Jeg befinder mig i øjeblikket på det, jeg forestiller mig er Malmö banegård. Hvorfor ved ingen, og hvis alle taler om det, er det i hvert fald på et sprog, jeg ikke forstår. Det sidste, jeg husker fra min glimrende brandert i går, som vel at mærke fik liv hos min veninde på Frederiksberg og ikke på Karlssons tag, er, at jeg med charme, selvtillid og usandsynligt meget shawarma mellem tænderne får præsenteret en eller anden bartender med mit telefonnummer.

Kl. 9.03: I toget mod København, billetkontrolløren gør sin entré, og jeg finder min billet frem. Jeg sidder så længe med udstrakt arm, at jeg ender op med et mere end unødvendigt ynkeligt tudefjæs på, da han føler behovet for højlydt at rømme sig og hive fat i min hånd. Han kigger olmt på mig, før han på syngende svensk og med en distinkt hoverende undertone konstaterer, at toget altså ikke kører direkte til Trekroner, og at jeg da vist rigtig nok skal til at skifte tog på Hovedbanegården.

Kl. 9.15: Ankomst på Københavns Hovedbanegård. Jeg forsøger af løbe ned af rulletrappen, men bliver på groveste vis forhindret af et ældre ægtepar med barnebarn. ”Stå til højre, gå til venstre” - hvad er det, folk ikke har fattet? Det er de tre menneskers skyld, at jeg ikke kommer 10 sekunder hurtigere frem til at vente på mit forsinkede tog. Jesus!

Kl. 9.50: Jeg åbner min morgenmad, der, grundet gårsdagens beslutning om at druktur på en søndag var verdens bedste idé, nu består af grønne Snack Chips fra Kims. Et skidt valg, da jeg med tankevirksomhed på amøbe-zombie-stadie har fået placeret mig i hvilekupeen, hvor det altså ikke er en gevaldig velanset spise - knase knase. Der går ikke mange sekunder, før jeg finder mig selv tysset ud af de andre passagerer til en også ganske glimrende placering ude i mellemgangen. Her finder jeg til gengæld, hvad jeg føler mig overbevist om vil blive det senere planlagte gruppemødes redning: KAFFE!

Kl. 9.51: Jeg tager en tår kaffe og overvældes ikke ligefrem af en oplevelse af gastronomiske højder, men derimod af den klynge af brandvabler, der pænt følger trop med kaffen hele vejen ned igennem mit spiserør. ÅH! DSB-mokka!

Kl. 10.13: Ankomst på RUC. Kun 13 min. for sent til gruppemøde.. suk!

Nej, en banevagt på Hovedbanegården er IKKE det samme som en ædruvagt på RUC! Uanset hvor vildledende deres veste måtte være..

Kender I det, når en ganske almindelig togtur pludselig udvikler sig til noget, som mest af alt ligner en scene fra Monty Python?

Da jeg steg på toget i Roskilde i dag var der kun en enkelt plads tilbage i hele toget. Det var en af de her firepersoners, hvor der på den ene side sad en nydelig mand, som venligt nok havde reserveret hele vinduespladsen til noget jeg mistænker for at være hans helt egen dametaske, og på den anden side en ældre herre, svært optaget af en ”artikel” i Ekstra Bladet, som jeg placerede mig ved siden af. Altså manden. Ikke ”avisen”.

Der går ikke mange minutter før denne her meget fine mand overfor mig hiver et hæfte med noder frem og begynder at dirigere med snedig erstatning for dirigentstav: sine fingre. Fair nok. Mærkeligere ting er set med DSB. Men den anden passager, manden ved siden af mig, ser åbenbart det her som en åbning for eller tilladelse til at være ligeså mærkelig. Han hiver en kuglepen frem, nærmest som på opfordring af dirigenten, bladrer om til de beskidte bagsider i sin ”avis” og giver sig gudhjælpemig til at sætte ring om de.. ehm… mere interessante emner, med stor entusiasme og med jævne mellemrum også et gevaldigt grynt af tilfredsstillelse. Et hurtigt kig over skulderen, inden jeg rykkede ud til en ståplads i gangen, afslørede en svaghed for ordene; ”Østeuropæisk” og ”Slavetøs”.

The male gender – where did we go wrong?

Først skal vi lige, helt grundlæggende, ha’ rådet bod på en århundrede gammel skrøne og i det hele taget udbredt misforståelse: Alle børn er IKKE smukke og dejlige. Punktum. Nej, udråbstegn!

99% af alle børn er skeløjede, fåresygeramte, hentehårsforherligende, etc. etc. – ikke smukke! Og med mindre du ligefrem har en svaghed for den glimrende cocktail af babygylp og pølle, disse udgyder på daglig basis, så dufter de altså heller ikke.

MEN! Dermed ikke sagt at de ikke findes. De dér ”bør være med i en Pampers/Miele –reklame, og det kan kun gå for langsomt” –børn. Åh jo, det gør de! Og dét ene ud af hundrede børn var tilfældigvis med på min togrejse i morges. Det smukkeste lille stykke baby-barn jeg nogensinde har set!

Her kommer så det lidt lumre ved historien. Verdens smukkeste lille pige havde nemlig et styks far/bror/brunstig handyr med sig. Det var så ganske tydeligt, at han havde luret fordelene ved lillepigen, og med hende i hånden gik han nu ned igennem vognene i toget på jagt efter dånende tøsepigebørn. Og det var så mig! Jeg indrømmer det blankt. Jeg faldt fuldstændig i svimer over denne her lille pige, som af sin far/bror/beskidte mand blev sendt over til mig med en lap papir. Og minsandten om ikke klammo mands navn og telefonnummer stod bag på lappen..

Jeg synes også elefanter er utroligt smukke, men jeg vil sgu ikke ha’ en selv!…

Jeg har nu siden slutningen af august 2007, hver eller hveranden dag, taget den lange vej med tog fra Slagelse til Trekroner. Afrejse xx.54 fra Slagelse, ankomst xx.28 i Roskilde, og så videre med regionaltog xx.39 til Trekroner. Meget lidt interessant..

Indtil i dag!

På strækningen mellem Sorø og Ringsted møder jeg ham: DSB’s svar på John Wayne.

“Må jeg se kort eller billet?”

Jeg roder tasken igennem, får fundet mit månedskort frem, viser ham det og skal til at lægge det tilbage i min pung, da han pludselig griber fat i min hånd. Han stirrer olmt på mig, så på kortet, og tilbage på mig igen, indtil han til sidst konstaterer, med overvældende Sønderjysk charme, at toget altså ikke stopper i Trekroner..

Skal man overhovedet have nogen som helst form for uddannelse eller i det mindste et minimum af social intelligens for at blive togkontrollør? Mindes en god gammel kending af Gramsespektrum..

Jeg har efterhånden affundet mig med det faktum, at alle mine morgen-togture til RUC bliver spoleret af skrigende børnehavebørn. Men på en søndag!? Er intet da helligt mere!? 

Tak DSB, for at afskaffe rygning, det eneste, med undtagelse af min Josef Fritzl fan-trøje, der kunne sikre mig en vis afstand til de satans bæster, og nægte at forbyde det absolut mest skadelige for MIT helbred;

Børn der spiser guldkorn.. føj!