Vigtighed!

En opgave fra mit kursus på journalistik. Det er åbenbart meget lidt journalist-agtigt og utroligt useriøst at skrive om druk og tømmermænd.. “Hvad er nyheden måske i det?!”

I had a month to write a story, and all I got was this awesome headline!

Af Line Nue 

Kl. 8.24: Jeg befinder mig i øjeblikket på det, jeg forestiller mig er Malmö banegård. Hvorfor ved ingen, og hvis alle taler om det, er det i hvert fald på et sprog, jeg ikke forstår. Det sidste, jeg husker fra min glimrende brandert i går, som vel at mærke fik liv hos min veninde på Frederiksberg og ikke på Karlssons tag, er, at jeg med charme, selvtillid og usandsynligt meget shawarma mellem tænderne får præsenteret en eller anden bartender med mit telefonnummer.

Kl. 9.03: I toget mod København, billetkontrolløren gør sin entré, og jeg finder min billet frem. Jeg sidder så længe med udstrakt arm, at jeg ender op med et mere end unødvendigt ynkeligt tudefjæs på, da han føler behovet for højlydt at rømme sig og hive fat i min hånd. Han kigger olmt på mig, før han på syngende svensk og med en distinkt hoverende undertone konstaterer, at toget altså ikke kører direkte til Trekroner, og at jeg da vist rigtig nok skal til at skifte tog på Hovedbanegården.

Kl. 9.15: Ankomst på Københavns Hovedbanegård. Jeg forsøger af løbe ned af rulletrappen, men bliver på groveste vis forhindret af et ældre ægtepar med barnebarn. ”Stå til højre, gå til venstre” - hvad er det, folk ikke har fattet? Det er de tre menneskers skyld, at jeg ikke kommer 10 sekunder hurtigere frem til at vente på mit forsinkede tog. Jesus!

Kl. 9.50: Jeg åbner min morgenmad, der, grundet gårsdagens beslutning om at druktur på en søndag var verdens bedste idé, nu består af grønne Snack Chips fra Kims. Et skidt valg, da jeg med tankevirksomhed på amøbe-zombie-stadie har fået placeret mig i hvilekupeen, hvor det altså ikke er en gevaldig velanset spise - knase knase. Der går ikke mange sekunder, før jeg finder mig selv tysset ud af de andre passagerer til en også ganske glimrende placering ude i mellemgangen. Her finder jeg til gengæld, hvad jeg føler mig overbevist om vil blive det senere planlagte gruppemødes redning: KAFFE!

Kl. 9.51: Jeg tager en tår kaffe og overvældes ikke ligefrem af en oplevelse af gastronomiske højder, men derimod af den klynge af brandvabler, der pænt følger trop med kaffen hele vejen ned igennem mit spiserør. ÅH! DSB-mokka!

Kl. 10.13: Ankomst på RUC. Kun 13 min. for sent til gruppemøde.. suk!